Fra mit skjul bag persiennen ser jeg drengene hoppe ud af bilen. Med fingeren gør jeg hullet mellem to lameller lidt større. Nej, der sidder ingen på sædet ved siden af chaufføren. Drengene griner højt, idet en arm langer først én, så en anden rygsæk ud gennem bildøren.
”Hej hej, far. Vi ses,” råber de i munden på hinanden. De vifter med armene over hovedet, indtil bilen er forsvundet rundt om hjørnet.
”Hej med jer.” Mads på fire kaster sig i mine arme og overdænger mig med våde kys, mens jeg purrer op i syv-årige Emils stride, solblegede hår.
”Har I haft det sjovt? Der er mælk og nybagte boller. Så kan vi rigtig hygge, mens I fortæller mig, hvad I har lavet.”
Mads hopper på ét ben i retning af køkkenet. ”Se mor, hvad jeg kan.” Emil skæver op til mig og trasker efter sin lillebror. To små, fine rynker træder tydeligt frem mellem hans øjenbryn.
”Nå, hvad har I så lavet i weekenden?”
”Ikke noget særligt,” lyder det hurtigt fra Emil. Hans blik undviger mit.
”Vi var til farmors fødselsdag. Det var sjovt. Hun fik et nyt fjernsyn af os. Der var maaange lys i lagkagen. 1, 2, 3…,” tæller Mads på fingrene.
”Var der mange med til fødselsdagen?”
”Der var Faster og onkel Hans og Rik…”
”Hvad har du lavet mor?” Emil affyrer spørgsmålet som en geværsalve. Han studerer indgående køkkengulvets linoleum til akkompagnement af sin rytmiske sparken på et bordben. Den lille skyder underlæben frem, og øjnene bliver blanke.
”Så Rikke var også med ude hos farmor?” Min stemme er steget en oktav.
Skosnudens sammenstød med bordbenet intensiveres, og huden strammes over Emils knyttede næver. Tårer tegner striber på Mads’ buttede, blussende kinder. En skosål sender uventet det spinkle bord en halv meter hen ad linoleumet. I ét spring er Emil på benene. Stolen vælter. Han stormer ud og smækker døren til sit værelse i af al kraft. En hulken undslipper den lille, inden han gemmer ansigtet i sine hænder.
Tags: Realisme
